Vil du gerne i gang med at skabe en opsparing, så er den gode nyhed, at det ikke er så svært at skabe en fornuftig opsparing, hvis man er villig til at ændre sin livsstil.
Resume 💡
- Ved at blive bedre til at spare penge og undgå dyre vaner, betale sig selv først og automatisere sin opsparing er det inden for rækkevide for mange at kunne spare 100.000 kr. op i løbet af kortere tid, end man måske skulle tro.
Gode tips til at spare penge: Skab en opsparing på få år
Mange lever fra løncheck til løncheck og ville have svært ved at klare blot 3-4 måneder uden en fast indkomst. På den måde bliver man meget afhængig af sit lønarbejde, hvilket kan blive et problem, hvis man er træt af sit arbejde eller risikerer at blive fyret.
Med andre ord vil de fleste have gavn af at have en opsparing, der svarer til 3-4 måneders løn. Konkret afhænger det eksakte beløb, der er nyttigt som minimum at have sparet op, også af de udgifter, man har, men for letheds skyld tager vi her udgangspunkt i, hvordan man kan skabe en opsparing på 100.000 kr. Det er et beløb, som er inden for rækkevide for langt de fleste lønmodtagere og selvstændige, hvis man ellers ønsker at gå benhårdt efter det.
Her kommer vi ind på en række gode råd til, hvordan man runder de første 100.000 kr. i opsparing.
Fem gode råd:
- Bliv bedre til at spare penge
- Læg et budget
- Betal dig selv først
- Automatiser din opsparing
- Sæt dine penge ind på en risikofri højrentekonto
Bliv bedre til at spare penge
Hvis du har problemer med at skabe en opsparing, er det med overvejende sandsynlighed, fordi du bruger for mange penge. Dvs. lever over evne. Pengejournalen har løbende sat fokus på, hvordan du kan spare penge på en lang række ting. Her er et lille udpluk.
- Her kan du læse mere om 2 smarte råd til at blive gældfri.
- Ønsker du flere gode tips til at spare penge på mad, kan du læse mere i denne artikel af Pengejournalen.
- Er du på udkig efter billigere el, så kan du i denne opgørelse af Pengejournalen blive klogere på, hvordan du kan spare penge ved at benytte det billigste el-selskab.
- Ønsker du gode råd til, hvordan du kan spare penge på benzin, kan du læse denne artikel af Pengejournalen.
- Og i denne artikel gennemgår Pengejournalen fem spørgsmål, man bør stille sig selv, før man impulskøber.
Læg et budget
Hvis du vil spare 100.000 kr. op i løbet af to år, kræver det, at du kan sætte minimum 4.100 kr. til side hver måned til din opsparing (Vi kommer ind på regnestykket længere nede i artiklen.)
Selvom 4.100 kr. om måneden lyder af meget, så er det et beløb, som mange danske lønmodtagere kan spare op uden at skulle leve på en sten. Hvis du har en meget lav månedlig indtægt, så kan du naturligvis finde et mindre beløb.
- Første skridt: For at skabe det bedste fundament for succes så bør du skabe et overblik over, hvad du bruger dine penge på i dag. Det kan du gøre ved at samle dine udgiftsposter i hele din privatøkonomi henover en periode på 3 måneder.
Spørg så dig selv, hvor du kan spare penge for at finde 4.100 kr. om måneden? Har du en masse dyre abonnementer, som du alligevel ikke bruger? Er det mængden af restaurant- og cafebesøg, du skal skære ned på? Skal du handle smartere ind, når du handler dagligvarer? Har du mange dyre rejser? Har du en dyr hobby? Mange vil opleve, at hvis man virkelig går sit forbrug igennem med en tættekam, så er der mange poster, man kan spare store beløb på, uden at det går ud over ens livskvalitet.
- Næste skridt: Når du har fundet de poster, hvor der er besparelsespotentialer, så skal du lægge et budget. Budgettet skal indeholde alle dine faste udgifter og samtidig give plads til, at du kan sætte minimum 4.100 kr. til side til opsparing.
Hvis du er stadig tvivl om, hvad du skal spare penge på, så spørg dig selv, hvilke af de poster, du bruger penge på – og som vel og mærke ligger ud over dine faste udgifter – som giver dig mindst livsglæde? Start så med at skære i de poster. Mange bruger penge på ting og sager, som måske momentant bidrager til deres livskvalitet, men som ikke betyder noget over tid – eller som måske ligefrem har en negativ indvirkning på livskvaliteten over længere tid.
Betal dig selv først
Når du har lagt dit budget, så sørg for, at det første, der skal ske, når du modtager din månedsløn, det er, at du betaler dig selv først.
De 4.100 kr. skal med andre ord over på din opsparings- eller investeringskonto som det første. Når de penge er overført, og du har betalt dine faster udgifter, så har du det beløb tilbage, som du vurderer er nok til at dække dine resterende udgifter resten af måneden. Dette beløb skal sættes realistisk i dit budget, så du ikke kommer i problemer senere på måneden og må tage fra din opsparing.
Automatisering
Et godt råd er, at du automatiserer din opsparing, så de penge, du skal have over på din opsparings- eller investeringskonto, bliver flyttet helt automatisk, og du slipper for selv at skulle tænke på det. Automatiseringen kan ske ved, at du laver en fast overførsel til din opsparingskonto.
Sæt dine penge ind på en højrentekonto
Hvis du er god til matematik, har du sikkert bemærket, at 4100 kr. gange 24 måneder ikke giver 100.000 kr. Det giver kun 98.400 kr. I regnestykket har vi taget udgangspunkt i, at dine penge bliver forrentet risikofrit med 2,75 procent i rente.
Som Pengejournalen tidligere har beskrevet, så tilbyder eksempelvis Santander Bank tilbyder ifølge Mybanker 2,75 pct. i fast rente, hvis man binder sine penge i to år. Men det vil altså sige, at for at modtage de 2,75 pct. i rente må man ikke bruge af pengene på denne opsparingskonto i to år.

Hvis man kan det, og samtidig kan finde 4100 kr. i budgettet om måneden, som skal gå til opsparing, er det med andre ord muligt at spare 100.000 kr. op på to år. For at få den fulde forrentning skal de 4.100 kr. betales hver måned, og så vil man helt præcist stå med 99.754 kr. på sin højrentekonto efter to år.
Prøv selv Pengejournalens renters rente-beregner her.
Hvis du er klar til at løbe en større risici, kan du her læse mere om, hvilke investeringsfonde der er blandt de mest populære til globale aktier.
Konklusion👇
- Hvis man kan sætte 4100 kr. til side hver måned på en højrentekonto, står man med en opsparing på cirka 100.000 kr. efter blot to år. Hvis man ikke har pengene i sit nuværende budget, kræver det, at man nedsætter sit forbrug.