Sætter du alt ind på at blive økonomisk uafhængig i en tidlig alder? Flere og flere jagter den drøm, men der er også flere vigtige overvejelser i forbindelse med at arbejde hårdt og spinke og spare for at kunne leve af sin formue.
Resume 💡
- Drømmen om økonomisk uafhængighed optager flere og flere unge. Men i jagten på økonomisk frihed er det vigtigt at huske, at livet ikke først begynder, når man har nået målet om at blive økonomisk uafhængig.
Vigtige overvejelser før man jagter økonomisk uafhængighed
Drømmen om at blive økonomisk uafhængig synes i stigende grad at optage flere og flere – og særligt unge mennesker. I hvert fald har det været temaet for en lang række artikler i nationale og internationale medier i de senere år, og også flere bøger, blogs, podcast, dokumentarer, mv. kredser om, hvordan man bliver økonomisk uafhængig.
Hvad er økonomisk uafhængighed?
At være økonomisk uafhængig er, at man har tilstrækkeligt mange penge til at leve af sin formue. Det vil sige, at man kan betale de løbende udgifter til f.eks. bolig, bil og børn uden at skulle tænke på at tage et givent job.
Det stigende fokus på økonomisk uafhængighed udspringer af den såkaldte FIRE-bevægelse (Financial independence, Retire early), som indenfor de seneste 10-15 år er blevet mere og mere udbredt på verdensplan.

Udviklingen virker til at være en konsekvens af den unge generations stigende ønske om frihed. Om at stå af hamsterhjulet. Og om at opnå frihed til at gøre, hvad man har lyst – uden et krav om at skulle møde ind på en arbejdsplads hver dag.
Derudover vidner udviklingen om en gruppe af unges voksende fokus på minimalisme, da en del af FIRE-bevælgelsen bygger på at leve simpelt og spare så mange udgifter som muligt for at kunne investere så mange penge som muligt i eksempelvis indeksfonde til lave omkostninger.
I sidste ende skal opsparing og investeringer føre til, at man har nok penge til, at man kan forlade arbejdsmarkedet i en relativ ung alder. I nogle tilfælde helt ned til 30-40 års alderen.
Hvad er vigtigt at overveje?
Meget positivt kan siges om denne udvikling, som klart vidner om, at mange flere unge virker til at tage hånd om – og interesse sig for – deres egen privatøkonomi, ligesom FIRE-bevælgelsen også er et tiltrængt opgør med brug og smid væk-kulturen.
Når det er sagt, er der også en række overvejelser, man bør gøre sig, inden man sætter jagten ind på at blive økonomisk uafhængig.
- Først og fremmest bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor? Altså, hvorfor er det, at jeg ønsker at blive økonomisk uafhængig?
Bør du overveje et andet arbejde eller ny karrierevej?
Er ønsket om økonomisk uafhængighed f.eks. begrundet i, at man er træt af sin chef og gerne vil have muligheden for at kunne kvitte sit arbejde uden at skulle bekymre sig, om man kan få privatøkonomien til at hænge sammen, er det nærliggende at stoppe op og spørge sig selv, om man måske ikke blot skulle finde sig et andet arbejde med en bedre chef.
Eller er årsagen til, at man ønsker at forlade arbejdsmarkedet i en tidlig alder, begrundet i manglende lyst til eller mulighed for at møde ind på et kontor fast fra mandag til fredag, så kunne det være, at man skulle spørge sin chef om muligheden for at arbejde hjemmefra. Og hvis ikke det er en mulighed, kan man undersøge ledige stillinger, hvor det er en mulighed at varetage størstedelen af arbejdet fra hjemmekontoret.
Det kan også være, at man ønsker at blive økonomisk uafhængig, fordi man slet og ret ikke kan lide at arbejde. I så fald kan man spørge sig selv, hvad man ville bruge tiden på, hvis man var økonomisk uafhængig og ikke skulle bekymre sig om økonomiske sysler.
Hvis svaret er, at så ville man begynde at male, skrive bøger, rejse verden rundt eller noget helt fjerde, så kan man overveje, om det i virkeligheden ikke er en mulighed at kunne udleve den drøm – eller dele af den – nu.
Hvis man f.eks. godt kan lide at rejse, kan det være, at et job som rejsearrangør eller guide er den rigtige hylde. Og vil gerne leve af at skrive bøger, kan man bosætte sig i et område i landet med lave boligudgifter og samtidig tage et deltidsjob eller freelanceopgaver inden for tekstproduktion, der vil sikre en tilstrækkelig indtægt til at dække de løbende udgifter, mens man kan bruge resten af sin tid på at skrive bøger.
Nyd rejsen
Dermed ikke sagt at det ikke er fornuftigt at minimere sit forbrug så meget som muligt, investere pengene og jagte økonomisk uafhængighed.
Pointen er i stedet, at man kan udleve mange af sine drømme allerede i dag, hvis man er villig til at indrette sit liv anderledes. Drømmen om økonomisk uafhængighed kan således hurtigt blive et mareridt, hvis det indebærer, at man bliver i et højt betalt job, man ikke kan lide, i 10-15 år i håbet om at blive økonomisk uafhængig til den tid.
Risikoen er også, at hvis man har regnet sig frem til, at man med en nøjsom livsstil kan blive økonomisk uafhængig om f.eks. 10-15 år, så flytter man sit daglige fokus ud i fremtiden i håbet om, at det rigtig gode liv først begynder, når man har nået sit økonomiske mål.
Men det er mange år at bruge på at leve sit liv med blikket rettet mod et bestemt tidspunkt i fremtiden. Og er det fedt at leve sådan?
Livet er det, der sker lige her og nu, og dem du lever det med. Husker man det, er man godt stillet, inden man starter sin rejse mod at blive økonomisk uafhængig.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Vil du gerne blive klogere på, hvordan man kan spare penge? Pengejournalen har tidligere beskrevet en række gode tips og tricks til personer, som gerne vil bruge færre penge på mad, mens du her kan læse mere om, hvordan man håndterer privatøkonomi i parforholdet.
- Her kan du læse mere om, hvordan man i det hele taget leverer sparsommeligt.
- Ønsker du at læse mere om, hvordan man bedst investerer i tider med høj inflation, så anbefaler vi, at du dykker ned i denne artikel af Pengejournalen.
- Vil du gerne blive klogere på baggrunden for de store aktiefald i 2022, så kan du forsætte læsningen hos Pengejournalen her.
- Er du interesseret i at nærstudere afkastene på aktiemarkederne de seneste 25 år, så kan du læse mere om det i denne artikel af Pengejournalen.
- Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan man kan investere simpelt via passive fonde, kan du læse Pengejournalens omfattende guide til begyndere, ligesom du i denne artikel af Pengejournalen får gode råd til at komme i gang med at investere.
Konklusion 👇
- Flere og flere – og særligt unge mennesker – synes at jagte drømmen om at blive økonomisk uafhængig. Det er dog lige så vigtigt at huske at nyde rejsen på vejen.