Har du et F-Kort lån, så skal du til til at betale højere rente for dit boliglån fra 1. januar 2023. 27. december 2023 blev renten fastsat for det næste halve år, og her ser vi nærmere på, hvad boligejere med de helt korte lån kommer til at betale i rente og månedlig ydelse.
Resume 💡
- Boligejere med F-Kort lån eller tilsvarende lån skal betale i omegnen af 3 pct. i rente for deres boliglån fra 1. januar 2023. Dertil kommer bidragssatsen oven i.
Stor rentestigning til boligejere med F-Kort lån og Kort rente-lån i 2023
27. december 2023 fik de danske boligejere med de helt korte rentetilpasningslån en dårlig nyhed. Således blev renten på F-Kort lån, hvor renten tilpasses hvert halve år, fastsat til et niveau langt over, hvad disse boligejere har skullet betale i mange år.
Konkret er det hos Totalkredit, at denne type lån hedder F-Kort lån, mens samme type lån hedder Korte Rente hos Nordea Kredit (Nordea) og Flexkort hos Realkredit Danmark (Danske Bank). Hos Jyske Realkredit (Jyske Bank) hedder lånet Jyske Kort Rente, men her fastsættes renten hver trejde måned.

Den samlede rente inkl. tillæg landede for F-Kort lån og tilsvarende lån på i omegnen af 3 pct. Det er dog ikke alle boligejere, som skal betale det samme, da det afhænger af, hvornår de bagvedliggende obligationer er blevet refinansieret.
Det er nemlig afgørende for det tillæg, som der betales til obligationsinvestorerne. Som vi uddyber længere nede i artiklen, ligger spændet for renten på F-Kort lånet fra 1. januar mellem 2,7 pct. og 3,2 pct. afhængig af, hvornår man har optaget lånet.
Hvis din privatøkonomi er påvirket af stigende renter, og du gerne vil undersøge, om du kan spare penge på dit boliglån, kan du f.eks. bruge sammenligningstjenester som Mybanker og Findbank, der ved at indhente tilbud fra en lang række banker kan hjælpe med at gøre søgningen efter en ny og billigere bank hurtigere og nemmere.
Som Pengejournalen tidligere har beskrevet, så er landets banker og realkreditinstitutter enige om, at F-Kort renten har udsigt til at stige yderligere i løbet af 2023, men de er uenige om hvor store stigninger der vil være tale om.
Et plaster for landets boligejere er, at man kan trække de stigende renteudgifter fra i skat. Pengejournalen har tidligere sat fokus på, hvor stor en skatteværdi som rentefradraget på boliggæld har.
Hvordan fastsættes renten på F-Kort lån?
Konkret følger Totalkredits F-Kort lån samt Nordeas og Danske Banks tilsvarende kort rente-lån rentesatsen Cita 6-renten. Hos flere danske medier er denne rente i de senere dage blevet omtalt som Cita-renten, men det er ikke helt korrekt.
Cita står for Copenhagen Interbank Tomorrow/Next Average. Denne Cita-renten tager udgangspunkt i den såkaldte Tomorrow/Next-rente, som er baseret på bankernes lån mellem hinanden med en dags løbetid, som Pengejournalen tidligere har skrevet.
Cita-renten er dog ikke baseret på én dags løbetid, men på en løbetid op til 12 måneder ifølge den den officielle finansielle sammenligningstjeneste Danish Financial Benchmark Facility. Og her er det med at holde tungen lige i munden.
For det er så Cita 6-renten, man skal have fat i, når renten på F-kort og tilsvarende lån skal rentetilpasses. Det er den rentesats, som bankerne låner penge til hinanden med en løbetid på tre måneder. Hvis man har et Jyske Kort Rente-lån, er det Cita 3-renten, som bestemmer renten.

Når løbetiden på lånet er så kort, afhænger Cita 3 og Cita 6 i høj grad af pengepolitikken hos Den Europæiske Centralbank, som med sin toneangivende rente bestemmer, hvad de europæiske banker, herunder inddirekte de danske banker som følge af vores fastkurspolitik, skal betale for at opbevare penge i centralbankerne (Nationalbanken i Danmark.)
Hvad skal boligejerne betale i rente for F-Kort fra 1. januar 2023?
Rentesatsen på F-Kort (Totalkredit) og tilsvarende lån som f.eks. FlexKort (Realkredit Danmark) kommer til at ligge på ca. 3 pct. fra 1. januar 2023. Det er en stigning på ca. 2,4 procentpoint, når man sammenligner med den rente, som boligejerne med disse lån fik fastsat ved udgangen af juni 2022.
Det er dog ikke alle boligejere, som betaler præcis det samme i rente. Det skyldes, at realkreditinstitutterne opererer med et tillæg, som er blevet fastsat på forskellige tidspunkter, og dermed afhænger det af, hvornår man har optaget sit lån. Det skyldes, at de bagvedliggende obligationer ikke refinansieres, når renten udskiftes hvert halve år. Det gør de derimod i øjeblikket hvert tredje år.
Dette rentetillæg fastsættes, når de bagvedliggende obligationer refinansieres, hvorfor det varierer. Hos Totalkredit er rentetillægget i øjeblikket mellem 0,12-0,54 pct. afhængig af, hvornår man har optaget sit lån.

Det konkrete rente tillæg skal så lægges oven i Cita 6-renten fra den 27. december 2022, som var 2,6 pct. Dermed vil den samlede rente på F-kort altså befinde sig i omegnen af 2,7-3,2 pct. afhængig af, hvad det konkrete tillæg er. Ifølge Totalkredit svarer det til, at den månedlige ydelse på et lån på 1 mio. kr. i gennemsnit bliver 580 kr. dyrere, mens den månedlige ydelse på et lån uden afdrag stiger med 1.400 kr. pr. lånte mio. kr.
Dato | Cita | Rentesats |
27. december 2022 | 6 måneder | 2,59 |
30. jun. 2022 | 6 måneder | 0,28 |
30. dec. 2021 | 6 måneder | -0,45 |
30. jun. 2021 | 6 måneder | -0,4 |
30. dec. 2020 | 6 måneder | -0,4 |
30. jun. 2020 | 6 måneder | -0,43 |
30. dec. 2019 | 6 måneder | -0,59 |
For at få det fulde billede af de samlede renteomkostninger på lånet skal man dog lægge bidragssatsen på lånet oven i. Bidragssatsen varierer fra realkreditinstitut til realkreditinstitut og handler også om, hvor meget gæld man har i sin bolig i forhold til boligens værdi.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Ønsker du at læse mere om, hvad boligejere med F5-lånere skal betale i rente, kan du læse mere i denne artikel af Pengejournalen, mens vi også har dækket, hvad F1-lånere kommer til at betale i rente i 2023.
- I denne artikel kan du læse mere om, hvornår der kommer ny rente på F-Kort lån.
- Her kan du blive klogere på, hvor meget man skal tjene for at købe en bolig til en given pris – f.eks. 3 mio. kr.
- Her kan du blive klogere på, hvad der sker med boligobligationer, når renten falder.
- Står du og skal til at købe bolig for første gang, kan du med fordel læse Pengejournalens guide til førstegangskøbere.
- Vil du gerne blive klogere på fordele og ulemper ved F-Kort lån, kan du fortsætte læsningen i denne artikel af Pengejournalen.
- Ønsker du at læse mere om fordele og ulemper ved en opkonvertering af realkreditlån, kan du tjekke linket til denne artikel ud hos Pengejournalen.
Konklusion👇
- Landets boligejere med F-Kort lån kommer til at betale i omegnen af 3 pct. i rente for deres boliglån fra 1. januar 2023. Dertil kommer gebyrer (bidragssatsen) oven i.