Lev sparsommeligt: Her er vanen der kan gøre dig rig

You are currently viewing Lev sparsommeligt: Her er vanen der kan gøre dig rig

Ønsker du at blive velhavende? Her ser vi nærmere på, hvilken særlig vane som mange millionærer har. Og det handler ikke nødvendigvis om at tjene mange penge.

Resume 💡

  • Den vigtigste vane for at blive millionær er ifølge en kendt bog om emnet at være sparsommelig og leve under evne. For en høj indkomst hjælper ikke på ens velstand, hvis man samtidig har et stort forbrug.

Lev sparsommeligt for at blive millionær

Overvejer du somme tider, hvad der skal til for at blive millionær? Og ikke blot millionær i den forstand, at prisen på ens hus er steget, men at man har en million stående på kontoen og samtidig ingen gæld?

Hvis du ønsker at blive millionær – hvad enten det er i danske kroner, euro eller dollar – så er et godt sted at starte at læse, eller i hvert fald blive bekendt med pointerne i, klassikeren “The Millionaire Next Door” fra 1996 af Thomas J. Stanley og William D. Danko. Selvom bogen har en del år på bagen, er den stadig interessant læsning for alle, der er interesseret i privatøkonomi og beslægtede emner.

Den typiske millionær lever ikke nødvendigvis et liv i sus og dus. Det, som ofte bringer folk rigdom, er, når man er i stand til at undgå at bruge mange penge

Bogen er en analyse af, hvordan den typiske millionær i USA er blevet millionær – i dollar vel og mærke. Den interessante og overraskende pointe i bogen er, at den typiske millionær i USA ikke har opnået sin formue gennem en markant højere løn end gennemsnittet. De fleste millionærer har heller ikke været heldige i spil, på casino eller på anden vis er kommet tilfældigt eller heldigt til deres formue.

Mange millionærer lever nøjsomt

Nej, det, der adskiller den typiske millionær i USA – i hvert fald da bogen blev skrevet – fra andre er, at de generelt lever meget sparsommeligt. De lever i gennemsnit frugalt – og generelt uden trang til dyre biler, eksklusive huse og anden luksus. Bogen gør en stor dyd ud af, at der er forskel på at ligne en person, der har mange penge, og så reelt være en person, der har mange penge.

For dem, der gerne vil udstråle, at de har mange penge, bruger en masse penge på denne signalværdi, hvilket sjovt nok gør, at de så typisk reelt ikke har så mange penge, hvis man kigger på deres bankkonto.

Omvendt har dem, som ikke har behov for at udstråle et højt stadie af økonomisk formåen gennem tøj, hus, bil osv., langt bedre forudsætninger for at opnå rigdom, fordi de kan spare op og investere deres penge, der over tid kan blive forrentet markant.

Folk, der tjener mange penge, har ofte også et stort forbrug. Hvis man ikke tjener så meget, kan man stadig opnå rigdom, hvis man kontrollerer sit forbrug og sine faster udgifter

Pointen i bogen er, at millionæren lige så godt kan være din stille nabo, der jovist er selvstændig, men som ikke gør det store væsen ud af sig. Og ikke ham eller hende længere nede ad gaden, som kører rundt i en Tesla, går med dyre ure og altid er klædt i et skræddersyet jakkesæt.

Tendensen er således ifølge bogen, at folk, der tjener ekstremt mange penge, også ofte har et rigtigt stort forbrug, og derfor er det altså ofte ikke indkomsten, men evnen til at leve nøjsomt, som er den vigtigste ingrediens, hvis man gerne vil opbygge personlig velstand.

Find en partner med samme værdier som dig selv

En anden interessant observation i bogen er, at det ikke alene er millionærerne, som er kendetegnet ved, at de ofte lever sparsommeligt. De har også typisk fundet sig en kæreste eller ægtefælle med de samme privatøkonomiske værdier. En god forudsætning for at blive rig er således ikke alene, at du selv er god til at leve under evne – ifølge bogen er det også vigtigt, at din partner er det.

Som Pengejournalen tidligere har beskrevet, fremhæver bogen også værdien af at investere i passive investeringsfonde i stedet for at forsøge at slå den generelle markedsudvikling ved selv at vælge aktier eller putte sine penge i aktivt forvaltede fonde.

Hvis du vil vide mere… 📖

  • Ønsker du at læse mere om, hvordan man bedst investerer i tider med høj inflation, så anbefaler vi, at du dykker ned i denne artikel af Pengejournalen.
  • Vil du gerne blive klogere på baggrunden for de store aktiefald i 2022, så kan du forsætte læsningen hos Pengejournalen her.

Konklusion 👇

  • Den vigtigste vane for at opbygge en stor formue er ifølge en bogen “The Millionarie Next Door” at være sparsommelig og leve nøjsomt. Og vanen er alene ikke vigtig at efterleve for dig selv, men også din partner, hvis du vil blive millionær.