Renten på F-Kort lånet er steget markant, og renten er gået fra at være negativ til positiv. På kort tid er renten steget markant.
Resume 💡
- Renten på F-kort lån følger Cita 6-renten, som er gået fra at være negativ til positiv. Se den historiske udvikling og den aktuelle rentesats her.
Den historiske udvikling i F-Kort renten (Cita 6-renten) frem til nu
Det er blevet markant dyrere at have et variabelt forrentet lån, og det gælder også boligejere med F-Kort og lignende lån, hvor rentebindingen er meget kort.
Hvis din økonomi er negativt påvirket af stigende renter, og du gerne vil undersøge, om du kan spare penge på dit boliglån, kan du f.eks. bruge sammenligningstjenester som Mybanker og Findbank, der ved at indhente tilbud fra en lang række banker kan hjælpe med at gøre søgningen efter en ny og billigere bank hurtigere og nemmere.
Som følge af de kraftige rentestigninger i 2022 er mange danske boligejere søgt mod flekslån, hvor renten typisk tilpasses fra mellem 6 måneder og op til 5 år, men også de helt korte lån har nu mærket kraftige stigninger. Rentestigningerne skyldes den stigende inflation, som Pengejournalen har beskrevet dybdegående i en anden artikel.
Et af de populære rentetilpasningslån er F-Kort lånet, hvor renten tilpasses hvert halve år. Hos Totalkredit er lånet kender under navnet F-kort.
(Du kan læse mere om fordele og ulemper ved F-Kort lån i en tidligere artikel af Pengejournalen, og ønsker du mere generelle råd om omlægning af realkreditlån, har Pengejournalen også beskrevet det emne før.)
Hos Nordea Kredit hedder denne type lån med kortest mulig rentetilpasning Kort Rente, og Flexkort går det under hos Realkredit Danmark. Jyske Kredit tilbyder et lignende lån kaldet Jyske Kort Rente, men her fastsættes renten hver tredje måned.

Renten på dette lån er også steget i 2022, men ikke helt så kraftigt som de fastforrentede lån. Her ser vi nærmere på den historiske udvikling i rentesatsen på F-kort ved at tage udgangspunkt i den rente, som F-kort lånet bestemmes ud fra. Nemlig den såkaldte Cita 6-rente, der enkelt forklaret er en rente, som de danske banker tager udgangspunkt, når de låner penge mellem hinanden.
Hvad er F-kort renten?
Cita 6-renten (som bestemmer F-kort renten) er 3,6 pct. ved udgangen af juni 2023.
Konkret så fastsættes F-kort renten på baggrund af Cita 6-renten samt et tillæg, som boligejerne betaler til obligationsinvestorerne. Dette tillæg fastsættes, når de bagvedliggende obligationer refinansieres, hvorfor det varierer fra gang til gang. Hos Totalkredit er rentetillægget i øjeblikket i omegnen af 0,6 pct. afhængig af, hvornår man har optaget sit lån.
Dato | Cita | Rentesats |
25. juni 2023 | 6 måneder | 3,6 pct. |
Hvordan har Cita 6-renten udviklet sig historisk?
Cita 6-renten (Copenhagen Interbank Tomorrow/Next Average) var i mange år efter finanskrisen negativ, indtil den i 2022 begyndte at bevæge sig op i positivt terræn.
Nedenstående graf viser udviklingen i Cita 6-renten på baggrund af, hvad renten har været ved udgangen af hvert halvår, hvor F-kort renten som nævnt fastsættes.
Fra udgangen af 2019 og frem til udgangen af 2021 var Cita 6-renten negativ i intervallet minus 0,6 til minus 0,4 pct., mens den ved udgangen af 1. halvår 2022 var 0,28 pct. Men nu er den altså aktuelt 3,6 pct.
Konkret er Cita 6-renten i høj grad bestemt af den toneangivende rentesats hos Den Europæiske Centralbank (ECB). Da Danmark fører en fastkurspolitik over for euroen, så er de korte renter herhjemme således i høj grad præget af, hvilken rentesats ECB tilbyder, at bankerne kan låne penge til.
Det er således de satser, som Nationalbanken herhjemme bliver nødt til at basere sine indlånssatser på baggrund af for at sikre, at man kan holde den danske krones valutaspænd (dvs. hvor meget kronen må svinge) over for euroen.
Dato | Cita | Rentesats |
25. juni 2023 | 6 måneder | 3,60 |
30. dec. 2022 | 6 måneder | 2,60 |
30. jun. 2022 | 6 måneder | 0,28 |
30. dec. 2021 | 6 måneder | -0,45 |
30. jun. 2021 | 6 måneder | -0,4 |
30. dec. 2020 | 6 måneder | -0,4 |
30. jun. 2020 | 6 måneder | -0,43 |
30. dec. 2019 | 6 måneder | -0,59 |
Hvad er fordelene og ulemperne ved et F-Kort lån?
F-Kort lånet er det lån med størst renterisiko, da renten løbende tilpasses hvert halve år. Man risikerer derfor, at den månedlige ydelse på boliglånet stiger markant, hvis den korte rente stiger.
For at kunne optage et F-kort lån skal man altså have et vist økonomisk råderum i sin økonomi. Fordelen ved lånet er, at man her og nu får en relativ lav rente, men der er ingen garanti for, at det fortsætter i fremtiden.
Hvis du ønsker at blive klogere på F-Kort lånet, så kan du fortsætte læsningen i denne artikel af Pengejournalen, der uddyber fordele og ulemper ved lånet.

Her er fordele og ulemperne fra artiklen oplistet:
Fordele:
- Laveste rente her og nu: Renten kan stige yderligere, men her og nu er den stadig den laveste rente, hvis man skal have et realkreditlån
- Fleksibelt lån: Mulighed for løbende at tilpasse løbetiden ved at betale et mindre gebyr
- Relativ lav bidragssats: Det løbende gebyr er typisk i den lave ende, når man sammenligner med mange andre flekslån)
Ulemper:
- Ingen fast ydelse: Den store ulempe ved et F-kort lån er, at man kun kender sin faste månedlige ydelse seks måneder ud i fremtiden.
- Rentetillæg: En anden ulempe er, at man kun kender størrelsen på det løbende rentetillæg, som betales til obligationsinvestorerne, i en kortere periode – f.eks. tre år. I øjeblikket er rentetillægget mellem 0,12-0,45 pct. for F Kort-lån i Totalkredit.
- Ingen friværdibeskyttelse: En tredje ulempe er, at der ikke er nogen indbygget friværdibeskyttelse i tilfælde af rentestigninger som ved fastforrentede lån
Hvis du vil vide mere… 📖
Hvis du gerne vil blive klogere på boligøkonomi mere generelt, så forsøger Pengejournalende løbende at skabe mere indsigt i disse til tider komplicerede forhold. Her er et lille udpluk af disse artikler:
- Sådan har realkreditkurserne udviklet sig
- Så meget falder kursen hvis renten stiger 1 procent
- Hvorfor falder restgælden, når renten stiger?
- Kan det betale sig at betale huset ud?
- Guide til første bolig: Sådan kommer man ind på boligmarkedet
- Så meget koster det at låne en million over 30 år
- Se hvad din nabos hus er solgt for
Konklusion👇
- Renten på F-kort lån følger Cita 6-renten, som er gået fra at være negativ til positiv i 2022, og renten er steget yderligere i 2023.