Vil du gerne vide, hvornår du i 2023 får at vide, om du får penge tilbage i skat, eller om du skal betale penge tilbage i skat, kan du blive klogere her.
Resumé💡
13. marts 2023 får du at vide, om du skal have penge tilbage i skat, eller om du har betalt for lidt i skat. Hvis du har betalt for meget i skat, vil pengene for de flestes vedkommende blive udbetalt 14. april 2023.
Årsopgørelse 2023: Se hvornår du kan tjekke, om du får penge tilbage i skat
Mange venter i spænding på, at deres årsopgørelse for det forgangne år ligger klar. For det er her, man kan tjekke, om man får penge tilbage i skat på baggrund af ens skattebetalinger i det forgangne år, eller om man omvendt skal betale penge tilbage i skat.
Man har måske en formodning om, hvordan regnestykket helt præcist lander, men det danske skattesystem er ret kompliceret, så man kan sjældent være helt sikker.
Hvilken dato kommer årsopgørelsen i 2023?
Skat har nu oplyst, hvilken dato årsopgørelsen ligger klar i 2023.
Ifølge Skats hjemmeside så kommer årsopgørelsen til at ligge klar i midten af marts. Helt præcist er der tale om den 13. marts 2023.
Når årsopgørelsen ligger klar, kan man tjekke sin årsopgørelse på Skats hjemmeside ved at logge ind med Mitid.
Hvornår får jeg penge tilbage i skat?
Har du betalt for meget i skat, vil pengene blive udbetalt til din Nemkonto 14. april 2023, skriver Skat på sin hjemmeside. I nogle tilfælde kan det dog tage lidt længere tid, fremgår det videre.

Hvordan undgår man at skulle betale penge tilbage i skat?
Den nemmeste måde at undgå at skulle betale penge tilbage i skat er, at man hele tiden sørger for, at ens forskudsopgørelse er opdateret. Hvis ens indkomstforhold ændres, f.eks. ved en lønstigning, er det vigtigt, at man ændrer sin forskudsopgørelse, hvis man vil undgå at blive ramt af et skattesmæk i marts året efter.
“Når du sørger for at rette forskudsopgørelsen med de rigtige tal og oplysninger, kommer du automatisk til at betale den rette skat hver måned. Og du undgår derfor at få et skattesmæk og skulle betale restskat ved årsopgørelsen. Du kan rette flere gange i løbet af året,” skriver Skat på sin hjemmeside.
Videre lyder det fra Skat, at man skal opmærksom på, at Skattestyrelsen ikke automatisk får alle oplysninger ind i sit system. Det gælder f.eks. ift. lønstigninger, når man køber bolig eller går på pension.
Hvordan kan man være sikker på at få penge tilbage i skat?
Ifølge revisionshuset BDO er der flere metoder at trække på, hvis man ønsker at være sikker på at få penge tilbage i skat. Selskabet nævner følgende metoder:
- Forhøjelse af trækprocenten
- Ændring af forskudsopgørelsen
- Kontant indbetaling af yderligere skat

Ifølge BDO giver skattereglerne mulighed for, at man som lønmodtager en gang om året kan bede sin arbejdsgiver om at forhøje trækprocenten. Men det er ikke et krav, at arbejdsgiveren skal følge instruksen, lyder det videre.
En anden mulighed er ifølge revisionshuset bevidst at gøre sin forskudsopgørelse ukorrekt, f.eks. ved at sætte et fradrag, man er berettiget til, til 0 kr. Den manøvre skal man dog ifølge BDO passe på med. Sidst men ikke mindst så foreslår BDO, at man også kan lave en frivillig indbetaling via Tastselv på skat.dk, hvis man vil være helt sikker på at undgå et skattesmæk året efter.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Nærmer du dig topskattegrænsen, kan du her blive klogere på, hvor topskattegrænsen ligger i 2023.
- Du kan også blive klogere på, hvordan du i nogen tilfælde kan slippe for at betale topskat med en ekstra pensionsindbetaling.
- Topskatten for 2024 er ikke lagt fast endnu, men Pengejournalen har tidligere dykket ned i, hvordan topskatten i 2024 har udsigt til at blive skruet sammen.
- Her kan du læse mere om top-topskatten, og hvornår den har udsigt til at træde i kraft.
- Pengejournalen har også tidligere beskrevet, hvor mange danskere som betaler topskat i 2022 og 2023?
- Du kan også blive klogere på, om topskat er noget, man betaler af hele sin lønindkomst eller blot en del af lønnen.
- Vil du gerne blive klogere på skatteforhold for din pension, ser vi i denne artikel bl.a. nærmere på skattereglerne for aldersopsparing.
- Skat betaler man som boligejer også af sin bolig, og på det område har Pengejournalen udarbejdet en liste over, hvor stor grundskylden er i alle landets kommuner.
Konklusion 👇
- I midten af marts 2023 ligger årsopgørelsen klar, så man kan se, om man får penge tilbage i skat – eller om man skylder penge i skat. 14. april bliver evt. overskydende skat udbetalt.