Købe hus nu eller vente?

You are currently viewing Købe hus nu eller vente?
Denne side indeholder annoncelinks til vores partnere. Pengejournalen kan modtage kompensation, når der klikkes på et link.

I de seneste par år har boligmarkedet gennemgået betydelige ændringer. Renterne er steget markant fra 2021 til 2023, og hus- og lejlighedspriserne er faldet, selvom huspriserne er begyndt at rette sig. Det har efterladt mange potentielle købere i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige tidspunkt at købe et hus på, eller om det er bedre at vente. Her ser vi nærmere på, hvilke overvejelser man kan gøre sig i forbindelse med boligkøb i det nuværende marked.

Resume 💡

  • Man skal kun købe et hus, hvis ens privatøkonomi kan klare det, og man har planer om at bo der i en del år. Ved at have en lang tidshorisont minimerer man risikoen for prisfald på huset, da huspriserne – i hvert fald på landsplan – generelt har været opadgående i de seneste årtier.
  • Desuden kan man minimere indvirkningen fra de høje renter ved kun at tage et realkreditlån og undgå banklån, der har højere renter, samt ved at betale realkreditlånet af på kortere tid end de normale 30 år. En fordel er, at i Danmark er fortjeneste på hussalg som udgangspunkt skattefrit, hvis man har boet i huset.

Er det en god idé at købe hus nu?

Er du i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at købe bolig?

Fra 2021 til 2023 har der været en markant stigning i renterne, hvilket har haft en stor indvirkning på boligmarkedet. Samtidig er priserne på huse og lejligheder samlet set faldet siden sommeren 2022, selvom huspriserne er begyndt at rette sig igen i år.

Godt nok er boligpriserne ifølge tal fra Boliga steget over 8 pct. fra september 2020 til juli 2023, dvs. de seneste knap tre år. Men fra toppen i juni 2022 til juli 2023 er huspriserne på landsplan faldet over 7 pct.

Siden bunden i februar 2023 er priserne dog begyndt at rette sig igen. Dette har efterladt mange potentielle købere i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige tidspunkt at købe et hus på, eller om det er bedre at vente.

Boligmarkedet i 2023

Der er flere økonomiske faktorer, der spiller en rolle i beslutningen om at købe et hus. For det første er renteniveauet afgørende for, hvor meget det vil koste at låne penge til at købe et hus. Fra 2021 til 2023 har renterne været stigende, hvilket har gjort det dyrere at låne penge. Dette er noget, man skal tage i betragtning, når man overvejer at købe et hus.

For det andet er huspriserne også en vigtig faktor. Selvom priserne på huse og lejligheder er faldet, er huspriserne begyndt at rette sig. Det betyder, at det kan være en god investering at købe et hus nu, hvis priserne fortsætter med at stige. Men det er der reelt ingen, der ved. Det er meget svært at forudsige, hvordan priserne vil udvikle sig i fremtiden.

Ingen ved, hvordan boligpriserne udvikler sig. Så vær varsom med at stole på eksperternes prognoser.

Men hvis man har en lang tidshorisont, så er den overordnede tendens, at boligpriserne på landsplan generelt har været stigende i de seneste årtier og har bidraget til en stor formueforøgelse for mange af dem, der har været med på boligmarkedet.

Er det et godt tidspunkt at købe bolig?

Rent markedsmæssigt er det aldrig til at vide, om det er et godt tidspunkt at købe bolig. Det ved man først, når man ser tilbage på et eventuelt boligkøb. For der er ingen, der kan vide sig sikker på udviklingen på boligmarkedet, og de, der forsøger, tager ofte fejl.

Derfor er det vigtigste at overveje din egen situation og privatøkonomi, inden du træffer en beslutning om at købe et hus. Selvom markedet kan synes attraktivt, er det vigtigste at sikre, at I har råd til at købe et hus, og at jeres økonomi kan klare eventuelle fremtidige rentestigninger, hvis I vælger et variabelt forrentet lån.

Det er også vigtigt at overveje, hvor længe I planlægger at bo i huset. Hvis I har planer om at bo der i mange år, kan det være en god investering, selvom priserne er høje.

Derudover er det også vigtigt at tage højde for andre omkostninger forbundet med at købe et hus, såsom flytteudgifter, afgifter til tinglysning, gebyrer til bank og realkredit, advokatgebyrer, ejendomsskatter og vedligeholdelsesomkostninger. Disse omkostninger kan hurtigt løbe op, og det er vigtigt at have lavet et budget, der hænger sammen, inden man køber et hus.

Fordele og ulemper ved at købe nu

Der kan være fordele ved at købe et hus. For det første er huspriserne begyndt at rette sig, hvilket betyder, at det kan være en god investering, hvis priserne fortsætter med at stige. Men det er der som nævnt ingen, der ved med sikkerhed. Men at boligpriserne generelt vil stige henover en længere tidsperiode – f.eks. 10 år – er bestemt sandsynligt.

Rentestigningerne har gjort det dyrere at købe bolig. Derfor er mange i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige tidspunkt at købe bolig.

Der kan dog også være ulemper ved at købe et hus nu. For det første er boligmarkedet usikkert, og det er svært at forudsige, hvordan priserne vil udvikle sig i fremtiden. For det andet er renterne højere end i de foregående år, hvilket betyder, at det er dyrere at låne penge. Så det vigtigt at overveje jeres økonomiske situation og fremtidsplaner. Hvis I ikke er sikre på, at I vil bo i boligen i mange år, kan det være bedre at vente.

Forberedelse til køb

Hvis I beslutter, at det er det rigtige tidspunkt for jer at købe et hus, er der flere ting, I kan gøre for at forberede jer. For det første er det vigtigt at få styr på jeres økonomi. Det indebærer at lave et budget for jeres nye boligsituation samt spare op til udbetalingen.

I den forbindelse er det vigtigt at finde ud af, hvor meget I kan låne. Det kan I finde ud af ved at tale med en bank. Rådgiveren vil kunne give jer et overblik over, hvor meget I kan låne, og hvad det vil koste jer hver måned.

Derefter kan I gå på jagt efter jeres drømmehus og dermed finde en bolig i det rigtige område, der passer til jeres behov og budget. Det er også en god idé at få en sagkyndigs vurdering, inden I køber huset, for at sikre, at der ikke er nogen skjulte problemer.

Valg af realkreditlån

Når I køber et hus, vil I sandsynligvis få brug for et realkreditlån. For at få det billigst mulige lån samlet set kan man f.eks. bruge sammenligningstjenester som Mybanker og Findbank, der ved at indhente tilbud fra en lang række banker tvinger bankerne til at stille de mest konkurrencedygtige priser.

Der er flere forskellige typer realkreditlån at vælge imellem. Der er fastforrentede lån, hvor renten er fast i hele lånets løbetid. Her er renten i øjeblikket i omegnen af 5 pct. Det er en relativt høj rente, men omvendt kender man sine ydelser i hele lånets løbetid. Og hvis renten falder, kan man altid omlægge til et lån med lavere rente.

Derudover er der variabelt forrentede lån, hvor renten løbende tilpasses – f.eks hvert halve år eller hvert tredje år. Renten på variabelt forrentede lån har i øjeblikket i gennemsnit en rente, der er lidt lavere end på de fastforrentede lån.

Om man skal vælge lån med fast eller variabel rente, afhænger i sidste ende af ens risikoprofil. Hvis man ikke kan sove om natten med variabel rente, bør man vælge et lån med fast rente.

Men variabelt forrentet lån er det ikke alle, som kan kreditgodkendes til, da yderligere rentestigninger vil gøre det dyrere at sidde i boligen for disse boligejere. Omvendt har disse lån en fordel, hvis renterne begynder at falde, da det vil betyde, at de kvartalmæssige ydelser tilsvarende falder. Om man skal vælge det ene eller andet lån, afhænger af ens egen økonomiske situation og risikoprofil.

Realkreditlånet må udgøre op til 80 pct. af finansieringen af boligen. Hvis man er i stand til at lægge mindst 20 pct. selv, kan man dermed undgå banklån, hvor renten generelt er højere end på realkreditlån.

En anden metode til at minimere konsekvenser af de stigende renter er, at man kan vælge at betale realkreditlånet hurtigere af end den normale løbetid på 30 år. Så hvis man har råd og ikke kommer til at sidde for hårdt i det, kan man overveje at betale lånet af henover 20 år, da det vil mindske de samlede renteudgifter på lånet.

Hvis du vil vide mere… 📖

Konklusion👇

  • Renterne er steget markant, og det gør det dyrere at blive husejer. Men hvis jeres privatøkonomi kan klare det, og I har planer om at bo i huset i en del år, kan det stadig være et fornuftigt tidspunkt at købe på bolig på. Hvis ikke, kan det være bedre at vente og se, hvordan markedet udvikler sig.