1.000 kr. om måneden? Kan man virkelig leve for det? Det korte svar er: Ja, det kan man godt. Her ser vi nærmere på hvordan.
Resume 💡
- Ved at bruge stop madspild-ordninger kan man godt reducere sit madbudget til 1.000 kr. om måneden og samtidig leve sundt.
Nedbring dit madbudget til 1000 kr. om måneden
Bruger du for mange penge på mad? Og vil du gerne have hjælp til at nedbringe dit madbudget?
Det lyder næsten for godt til at være sandt, at man skulle kunne leve udmærket for et madbudget på 1000 kr. om måneden. Men faktisk er det muligt.
Som følge af den stigende inflation kæmper flere med at få enderne til at mødes, og madbudgettet kan hurtigt blive en stor udgiftspost, hvis man skal betale flere hundrede kroner om dagen for at mætte sig selv og familien. Men med den rette strategier kan man faktisk leve udmærket for kun 1000 kroner om måneden – uden at gå på kompromis med ens sundhed.
TIP ⚡
- Hvis du gerne vil nedbringe dit madbudget så meget som muligt, så undersøg om der uddeles gratis mad i det nærområde
Her ser vi nærmere på, hvordan man kan nøjes med at bruge cirka 1000 kr. pr. person om måneden til mad. Et madbudget for to voksne og et barn kan altså komme ned i omegnen af 2500 kr., hvis man følger rådene i denne artikel.
Ønsker du et mere skrabet madbudget, har Pengejournalen også en guide til, hvordan man kan leve for 100 kr. om ugen samt et katalog med bud på retter, der er hurtige, billige og nemme at leve.

Det skal være sagt med det samme, at man ikke kommer til at leve et liv i sus og dus med et madbudget på 1000 kr. om måneden. Men det er bestemt muligt at leve for sådan et budget, og det er samtidig muligt at leve sundt. Lyder det for godt til at være sandt? Også i lyset af den voldsomme inflation (som Pengejournalen har beskrevet indgående i en anden artikel)?
Så lad os straks se nærmere på, hvordan det kan lade sig gøre.
Opgør dit nuværende madbudget
For at kunne reducere dit madbudget er det nødvendigt, at du først får et overblik over, hvad du (og evt. din familie) har af omkostninger til mad og drikkevarer, som situationen er nu.
Det kan du f.eks. få et overblik over ved at bruge en budgetapp som Spiir eller slet og ret ved at gemme dine indkøbskvitteringer og registrere, hvad du bruger af penge på mad.

Når du har opgjort, hvad dit nuværende madbudget er, har du således et overblik over, hvor meget det skal reduceres for at komme ned i nærheden af de 1000 kr., som er udgangspunktet for denne artikel.
Stop madspild: Undgå at betale fuld pris for mad
Et madbudget på 1000 kr. om måneden svarer til cirka 32-33 kr. om dagen. Det er ikke mange penge, men det er bestemt nok til at overleve. Fx koster en pose havregryn cirka 10 kr., hvilket indeholder tilstrækkeligt med kalorier til en dags føde. Men i længden bliver det temmelig kedeligt og usundt at leve af havregryn, så lad os her se på, hvordan man faktisk kan få råd til ganske spændende måltider for et dagsbudget på godt 30 kr.
Det kan godt være, at den stigende inflation har gjort det sværere at leve billigt, men der er omvendt andre trends, som faktisk har gjort det nemmere. I særdeleshed stop madspild-trenden, som vi nu skal se nærmere på.
- Det øgede fokus på at undgå madspild har medført, at det faktisk er muligt at undgå at betale fuld pris for de fleste madvarer. Eksempelvis kan man bruge appen “Too good to go”. Her er det f.eks. muligt at købe grøntsager og brød i supermarkeder for 30-40 kr., og som rækker til flere dages forbrug.
- Derudover kan man tilmelde sig lokale Stop madspilds-grupper på Facebook, hvor der i over 120 byer ugentlig foræres gratis mad væk, som er ved at overskride sidste salgsdato. Her kan man være heldig at modtage så meget mad, at det næsten rækker til en hel uges forbrug for en enkelt person, som man kan se af nedenstående billede.

Dertil kommer, at de fleste supermarkeder også har fokus på at begrænse madspild. Således har langt de fleste supermarkeder en eller flere kølediske med varer, som er ved at nå sidste holdbarhedsdato. Ved at gøre brug af disse er der mulighed for at spare mange penge, særligt på kød.
Hvor lidt man leve for om ugen?
Et madbudget på 1000 kr. for en person er lavere, end hvad de fleste personer bruger på mad om måneden. Men hvis man kan få de meste mad gratis eller til stærkt nedsatte priser, er det reelt muligt at lave for endnu færre penge.
Hvis man samtidig udelukkende drikker vand, laver alt mad selv og ikke er med i frokostordningen på arbejdet, er det ikke umuligt at leve for 500 kr. om måneden, svarende til lidt mere end 100 kr. om ugen. Men der er ingen tvivl om, at der i så fald er tale om et ekstremt skrabet madbudget, som de færreste har disciplinen til at efterleve.

Frys din mad ned
Når du har gjort brug af diverse stop madspild-initiativer, kan du fryse alt det mad ned, som du ikke står og skal bruge i de kommende dage. På den måde kan du forlænge holdbarheden på madvarerne med op til flere måneder. Derudover kan du fryse mad ned, hvis du har lavet mere mad, end du kan spise den pågældende dag.
Fyld dit skab op med billige, sunde madvarer
Foruden de nævnte råd er det en god idé at have købt stort ind af en række faste, sunde madvarer, som kan holde sig i lang tid, og som du kan spise flere gange om ugen.
Det gælder f.eks.:
- Havegryn til morgenmad – især sundt, hvis du laver det til havregrød (link til artikel om emnet i Pengejournalen). Spiser du havegrød til morgenmad, vil du føle dig mæt til langt op af dagen.
- Brune ris – især gode til en lang række asiatiske retter
- Bønner og linser (indeholder meget protein og på den måde et godt alternativ til kød)
Andre gode sparetips
Derudover er det åbenlyst, at et madbudget på 1000 kr. om måneden kun i meget, meget begrænset omfang rækker til restaurantbesøg og take away. For at holde budgettet på maks. 1000 kr. om måneden kan man til sidst på måneden se, om der er penge nok til f.eks. at spise ude ved brug af et deal-køb eller andre lignende tilbud på nettet.

Pengejournalen har tidligere beskrevet andre gode tips og tricks til personer, som gerne vil bruge færre penge på mad. Disse råd kan sammen med rådene i denne artikel bestemt gøre det muligt at reducere sit madforbrug til 1000 kr. om måneden.
I artiklen gav Pengejournalen 10 konkrete tips til at spare penge på mad. De 10 råd er:
- Lav en madplan
- Køb alle varer til den kommende uge på én gang
- Brug discountsupermarkederne
- Drik vand
- Begræns kød
- Køb nedsatte varer
- Spis rester
- Spis langsomt
- Vær bevidst om brug af take away og restaurantbesøg
- Hold styr på madbudgettet
Hvis du ønsker at få de enkelte råd uddybet, så tjek artiklen ud her.
Konklusion
- Det er bestemt muligt at leve sundt og godt med et madbudget på 1000 kr. om måneden. Men man lever ikke et liv i sus og dus, og man skal begrænse restaurantbesøg og take away-mad i betragtelig grad, og for nogen vil der slet ikke være råd til denne luksus, hvis man vil holde madbudgettet under 1000 kr. om måneden.