Er du træt af at leve fra månedsløn til månedsløn? Og ønsker du i stedet at tage kontrollen over din privatøkonomi? Her samler vi en række gode tips og tricks til, hvordan du kan styrke din privatøkonomi.
Resumé 💡
En sund privatøkonomi handler om at kunne styre sine personlige økonomi, herunder f.eks. at lægge og overholde et budget og skabe et fundament for, at man kan komme i gang med investere. For at tage kontrol over ens økonomi kan man starte med at tracke sit forbrug, lægge et budget, begynde at spare flere penge og afvikle gæld samt investere.
Privatøkonomi for dummies
Den måde, vi håndterer vores privatøkonomi på, har stor betydning for, hvilket liv vi i sidste ende er i stand til at leve. Kan man leve under evne, spare op og investere, er det muligt at opbygge velstand, som kan give flere muligheder senere i livet, såsom at kunne forlade arbejdsmarkedet tidligere end normalt eller tage på en jordomrejse med familien.
På Pengejournalen sætter vi en stor ære i at understøtte sunde privatøkonomiske beslutninger. Det kan være alt fra at vælge et boliglån, man har det godt med og tilmed forstår betydningen af, til at lære at leve for mindre, så man i stedet kan investere og dermed få forrentet sine penge, så de ikke bliver udhulet af den stigende inflation.
For nogen kan privatøkonomi imidlertid føles som en uoverkommelig opgave. Men det behøver det ikke at være. At lære at styre sine personlige finanser handler om at tage ansvar for sine penge, øge sin finansielle viden og træffe sunde økonomiske beslutninger, uanset om man har en lille eller stor indkomst. Eller noget midt i mellem som de fleste danskere har.
Hvad er privatøkonomi?
Privatøkonomi dækker over alle de beslutninger, du træffer, når det kommer til dine personlige økonomi. Det kan være alt fra at lægge budget, styre dine udgifter, spare penge, investere og i det hele taget planlægge din økonomiske fremtid.
Målet med at arbejde med sin privatøkonomi handler om at tage kontrol over ens økonomiske situation, sikre sig, at man lever i overensstemmelse med sine økonomiske mål og generelt skabe de bedste forudsætninger for at tilvejebringe mulighederne for den livsstil, som man ønsker at føre.
Hvordan kan jeg spare penge?
Her på Pengejournalen gør vi en stor dyd ud at forklare, at vejen til at skabe en sund privatøkonomi ikke blot handler om at tjene en masse penge. Det kan være helt fint at tjene mange penge. Men det nytter ikke noget, hvis du samtidig har et stort forbrug.
Hvis du ønsker at blive velstående, er det – som Pengejournalen tidligere har beskrevet – et godt sted at starte at læse bogen “The Millionaire Next Door” fra 1996 af Thomas J. Stanley og William D. Danko.

Bogen er en analyse af, hvordan den typiske (dollar)millionær i USA er kommet til sin rigdom, og den interessante og overraskende pointe i bogen er, at de rige typisk ikke har opnået deres formue gennem en markant højere løn end gennemsnittet. Det, der adskiller den typiske millionær fra gennemsnittet, er, at de generelt lever mere sparsommeligt.
En af de bedste måder at spare penge på i hverdagen er at skabe et overblik over dit nuværende forbrug. Det kan gøres via diverse budgetapps eller ved at gemme alle kvitteringer i f.eks. én måned og skrive alle udgifter ned i et Excel-ark.
Derefter kan man – eller det digitale værktøj – kategorisere udgifterne og dermed skabe et overblik over, hvor man kan skære ned på udgifter, som ikke giver en den store værdi – det kan være både små og store udgifter. Herefter kan man lægge et realistisk budget for, hvad man kan vil leve for om måneden, og hvor mange penge man f.eks. vil kunne investere for.
Det er meget individuelt, hvor folk har nemmest ved at spare penge, men det kan f.eks. være:
- Begræns antallet af gange man spiser ude til f.eks. to gange om måneden og lav oftere mad derhjemme
- Køb nedsatte (mad)varer
- Køb brugte ting, når det er muligt
- Drop abonnementer, du ikke bruger
- Stop med at impulskøbe. Giv f.eks. dig selv minimum en uge til at overveje større køb og se derefter, om behovet stadig er der. Det er det ofte ikke.
Hvordan kan jeg spare penge på mad?
Her på Pengejournalen har vi tidligere beskrevet, hvordan man kan spare penge på madbudgettet. I artiklen, vi linker til, giver vi 10 konkrete tips til at spare penge på mad. De 10 råd er:
- Lav en madplan
- Køb alle varer til den kommende uge på én gang
- Brug discountsupermarkederne
- Drik vand
- Begræns kød
- Køb nedsatte varer
- Spis rester
- Spis langsomt
- Vær bevidst om brug af take away og restaurantbesøg
- Hold styr på madbudgettet
Hvis du ønsker at få de enkelte råd uddybet, så tjek artiklen ud her.

Derudover er et godt råd at undersøge, om man kan få mad gratis i sit nærområde.
Hvordan lægger jeg et budget?
Start med at tage et kig på dine eksisterende udgifter ved at tracke dit forbrug. Noter også alle dine faste udgifter, såsom husleje, el, vand, transport, mad og lignende.
Når du har noteret alle dine udgifter, kan du identificere de områder, hvor du kan skære ned, ligesom du skal huske at tage højde for eventuelle uforudsete eller sæsonbetonede udgifter, såsom ferier. I dit budget skal du også tage høje for, hvor mange penge du vil spare op (og evt. afvikle gæld og/eller investere for).
Hvorfor skal jeg tracke mit forbrug?
Ved at tracke dit forbrug kan du se, hvor dine penge går hen hver måned og finde områder, hvor du kan skære ned på dine udgifter og spare penge. Det kan også give dig en bedre forståelse af, hvor meget du bruger på forskellige områder og hjælpe dig med at identificere eventuelle overskridelser i dit budget.
Der er flere måder at tracke dit forbrug på, og du kan blot vælge den metode, der passer bedst til dig. Nogen foretrækker at føre en detaljeret liste over alle deres udgifter i en notesbog eller på en computer. Andre bruger budget-apps eller online værktøjer til at holde styr på deres udgifter.
Hvordan kommer jeg i gang med at investere?
Det gode ved at spare penge er, at det giver mulighed for, at man kan sætte penge til side til investering. Men lad være med at kaste dig hovedkuls ud i at investere.

At investere kan være en god måde at øge din formue på lang sigt, men det kræver også en vis grad af viden (uden man dog på nogen måde behøver at være en ekspert, hvis man blot køber globale fonde med en bred spredning til lave omkostninger – også kaldet indeksfonde eller passive fonde).
Før du begynder at investere, er det vigtigt at forstå de grundlæggende principper og risici ved investering. På Pengejournalen har vi skrevet et dybdegående guide med 10 gode råd til begyndere, der gerne vil i gang med at investere.
- Erkend dine egne begrænsninger
- Invester ikke for mere end du kan tåle at tabe
- Sådan opretter du et depot
- Derfor kan det være en god idé at investere
- Få styr på de vigtigste investeringsbegreber
- Husk på at enkeltaktier ofte er mere risikabelt end indeksinvestering
- Der er derimod mange fordele ved passiv investering
- Du kan sjældent time markedet: Hav i stedet en lang tidshorisont
- Beskyt dig mod store tab ved at investere løbende
- Invester i flere forskellige aktiver for at sprede din risiko
Hvis du vil vide mere… 📖
- Her kan du læse mere om 2 smarte råd til at blive gældfri.
- Her kan du læse mere om, hvordan du sparer penge på strøm i hjemmet.
- Benzin- og dieselpriserne er steget kraftigt i den seneste tid. I denne artikel giver Pengejournalen en række gode råd til, hvordan du kan finde billigere benzin og spare penge på benzin og diesel, så brændstof ikke ødelægger din privatøkonomi
- Er du på udkig efter billigere el, så kan du i denne opgørelse af Pengejournalen blive klogere på, hvordan du kan spare penge ved at benytte det billigste el-selskab.
- Er du interesseret i at vide mere om, hvordan man kan spare penge på sit madbudget, så har Pengejournalen skrevet en guide med 10 gode råd.
- Og i denne artikel gennemgår Pengejournalen fem spørgsmål, man bør stille sig selv, før man impulskøber.
Konklusion
- Det er vigtigt at huske på, at det at skabe en sund privatøkonomi ikke nødvendigvis handler om at tjene mange penge. Det handler i højere grad om at være opmærksom på – og tage ansvar for – sit forbrug og sikre, at man bruger penge på en bevidst og oplyst måde, så det giver mening for dig og din familie på både lang og kort sigt.