Så langt rækker 2 millioner i pension

You are currently viewing Så langt rækker 2 millioner i pension

2 millioner i pension svarer til knap 10.000 kr. udbetalt om måneden før skat resten af livet, når man går på pension. Det viser et estimat af Finanstilsynet.

Resumé💡

  • Med udgangspunkt i levetids- og afkastforventninger har den finansielle vagthund, Finanstilsynet, udarbejdet et estimat, der viser, at 2 mio. kr. opsparet i pension rundt regnet svarer til, at man som pensionist står til at få udbetalt knap 10.000 kr. om måneden før skat resten af livet.

Så meget skal man have sparet op i pension 🏝

Er du bekymret for, om du har sparet nok op til pension? Så er du næppe alene.

For det er svært at komme med et eksakt svar på, om man sparer nok op til pension, da det afhænger af en række ubekendte faktorer, herunder hvor længe man lever, og hvor stort afkastet på opsparingen i sidste ende bliver. Derudover afhænger det også af, hvilken livsstil man ønsker at have som pensionist.

Her skal vi se nærmere på, hvor meget man står til at få udbetalt i pension, hvis man har sparet 2 millioner kroner op i pension. Et estimat udarbejdet af Finanstilsynet viser ifølge pensionskassen ATP , at én pensionsmillion svarer til cirka 4.800 kr. før skat hver måned resten af livet, hvis man beregner det ud fra Finanstilsynets levetidsforventninger og forsikrings- og pensionsbranchens langsigtede forventninger til afkast på formuen.

Så har man sparet 2 mio. kr. op til pension, så svarer det til cirka 9.600 kr. udbetalt om måneden før skat resten af livet. Deruodver kommer eventuelle supplerende ydelser fra f.eks. det offentlige, såsom Folkepension, eller hvis man har opsparing i frie midler.

Usikkerheder ved estimat 📜

I sagens natur er der blot tale om et estimat, som naturligvis er forbundet med en lang række usikkerheder. Bl.a. fordi der tale om forventninger til afkastet på pensionsopsparingen, og fordi der er tale om forventninger til den enkeltes levetid. Men som tommelfingerregel giver estimatet et fint billede af, hvad man kan forvente.

Som Pengejournalen tidligere har beskrevet, så tilsiger en anden tommelfingerregel, at man skal have sparet 7-10 gange af sin årsindtægt op i pension på pensionstidspunktet. Det er dog også en tommelfingerregel, som er forbundet med usikkerhed, da den ikke tager højde for eksempelvis friværdi i bolig, etc.

Det er nemt at få et overblik over sine pensionsordninger
Pensionsopsparing er svært at blive klog på, men flere tommelfingerregler kan hjælpe med at skabe et overblik over, om man har sparet nok op til pension

En tredje tommelfingerregel, som Pengejournalen også tidligere har omtalt, er, at man skal gå efter at have sparet nok op i pension til at få udbetalt 80 pct. af sin nuværende indkomst i pension. Det betyder, at hvis man tjener 40.000 kr. om måneden før skat i sit job på arbejdsmarkedet, skal man altså ud fra den tommelfingerregel gå efter at kunne få 32.000 kr. udbetalt som pensionist. Her skal man dog indregne, hvad man har udsigt til at modtage gennem offentlige ordninger, herunder Folkepension.

Hvis du vil vide mere… 📖

Hvis du har du mistet overblikket over dine pensionsordninger og ikke ved, hvad du står til at få udbetalt, når du går på pension, så kan du med fordel læse Pengejournalens artikel om, hvordan man får et overblik over sine pensionsordninger.

Er du interesseret i at blive klogere på, hvordan det går med pensionsselskabernes evne til at skabe afkast til deres kunder? Så kan du læse mere i denne artikel hos Pengejournalen, som sætter fokus på pensionsselskabernes afkast i de seneste 10 år.

Opgørelsen viser, at der er stor forskel på de afkast, som pensionsselskaberne har leveret til deres kunder i perioden. Samtidig viser opgørelsen, at pensionsselskaberne har svært ved at præstere et afkast, som overstiger den generelle markedsudvikling. Hvis du ønsker at få mere ud af din pension, kan du læse Pengejournalens guide til, hvordan man øger sit forventede pensionsafkast.

Konklusion 👇

  • To pensionsmillioner svarer til knap 10.000 kr. udbetalt om måneden resten af livet, når man går på pension ifølge en analyse af Finanstilsynet.