Ønsker du at vide, hvordan du finder ud af, hvem der ejer et hus, lejlighed eller sommerhus, og hvilke lån der er i boligen, kan du blive klogere her. Derudover gennemgår vi, hvordan man finder ud af, hvad en given bolig tidligere er blevet handlet til.
Resume 💡
- På tinglysning.dk kan du bl.a. finde ud af, hvem der ejer en given bolig, og hvilke lån der er i boligen. Derudover kan du finde eventuelle servitutter.
Hvem ejer huset eller lejligheden, og hvad skylder de af penge?
Der kan være mange grunde til at undersøge, hvem der ejer en given bolig, og hvilke lån der er i boligen.
Det kan f.eks. være relevant, hvis man ønsker at byde på en given ejendom og ønsker at blive klogere på, hvem der bor på adressen, og hvilke lån der er i boligen. Eksempelvis hvis man ønsker at overtage det pågældende realkreditlån i boligen.
Hvis du gerne vil undesøge, hvordan du får det billigste mulige boliglån, kan du f.eks. bruge sammenligningstjenester som Mybanker og Findbank, der ved at indhente tilbud fra en lang række banker kan hjælpe dig med at gøre søgningen efter en ny og billigere bank hurtigere og nemmere.
Det kan også være, at du er nysgerrig på, hvad din nabo har af gæld i boligen.

Uagtet hvilke bevæggrunde man måtte have for at ville tjekke ejer- og låneforhold i en given bolig, så er det let at finde ud af.
Således bliver alle bolighandler i Danmark tinglyst, hvilket vil sige, at de bliver registreret i en central database, som hedder tingbogen, som er offentlig tilgængelig. Selvom databasen hedder tingbogen, så er der i dag tale om en digital database, som alle kan søge rundt i. I tingbogen kan du finde oplysninger om:
- Ejerne (deres fulde navne – medmindre der er navne- og adressebeskyttelse)
- Ejendomstype
- Ejendomsværdi og grundværdi
- Lån i boligen
- Servitutter (en form for begrænsning eller byrde for boligejeren, der er lagt ind som en aftale i boligen. Det kan f.eks. være en begrænsning ift. bebyggelsesprocenten på boligen)
Tingbogen er et meget nyttigt redskab, hvis du gerne vil blive klogere på, hvem der ejer en given ejendom, og den er helt gratis at bruge og nem at slå ejendomme op i.
Hvem ejer boligen?
Hvis du ønsker at undersøge, hvem der ejer en konkret bolig, kan du slå den specifikke database op i tingbogen via linket her. Her kan du finde de fulde navne på vedkommende, der ejer boligen, og hvor meget de hver især ejer.
Du kan dog ikke se boligejerens navn, hvis vedkommende har navn- og adressebeskyttelse. Ønsker man ikke at kunne blive fundet via sin ejendom, kan man ansøge om navne- og adressebeskyttelse via borger.dk.

Hvor meget skylder min nabo i huset?
Hvis du er nysgerrig efter, hvilke lån der er i boligen, kan du få direkte adgang til tingbogen via linket her. Når du har slået den specifikke adresser op, skal du trykke på “Hæftelser”, hvorefter du kan se, hvilke realkreditlån, banklån og pantebreve som der er i boligen, og hvornår lånene er optaget.
Du kan dog ikke se specifikt, hvad den pågældende boligejer skylder, hvis vedkommende afdrager på sine lån. For i så fald nedbringes gælden løbende, og det opdateres ikke i tingbogen, medmindre at vedkommende optager et nyt lån, hvorved den nye lånesum bliver offentlig tilgængelig.
Men via tingbogen kan du få et nogenlunde estimat for, hvad der er af gæld i boligen, hvis lånet i boligen er optaget inden for de seneste år.
Hvad er boligen tidligere blevet solgt for?
De historiske salgspriser af en given bolig kan du ikke finde ved at slå op i tingbogen. Hvis du er nysgerrig på, hvad boligen tidligere er blevet handlet til, er der heldigvis hjælp at hente i andre databaser, da salgspriserne ved ejendomshandler herhjemme er offentligt tilgængelige.

Tjenester som Boliga.dk, Boligsiden.dk, Dingeo.dk og Bolighed.dk er blot få af de aktører, som henter data fra et statsligt register, og som præsenterer præsenterer de historiske salgspriser på ejendomme på deres hjemmeside.
Det er typisk muligt at finde salgspriser inden for i hvert fald det seneste årti, men hvis man leder efter salgspriser for f.eks. + 30 år siden, er det ikke altid, at dataene er tilgængelige.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Ønsker du at vide, hvem der har adresse i en given ejendom, kan du læse mere om, hvordan man finder ud af det i denne artikel af Pengejournalen.
- Vil du gerne lære et simpelt trick til, hvordan du kan få et overblik over alle de adresser, hvor du tidligere har boet, så tjek Pengejournalens artikel om emnet ud.
- Vil du gerne blive klogere på, hvad en bolig tidligere er blevet solgt for, så kan du læse mere om, hvordan man finder ud af det i denne artikel af Pengejournalen.
- Er du interesseret i at blive klogere på, hvordan boligpriserne har udviklet sig på landsplan i den senere tid, kan du læse mere her hos Pengejournalen.
- Og står du og skal til at købe bolig for første gang, kan du med fordel læse Pengejournalens guide til førstegangskøbere.
Konklusion👇
- Man kan finde ejerne af en given bolig, låneforhold, servitutter mv. ved at slå den specifikke adresse op i en offentlig tilgængelig database, der hedder tingbogen.