Er du lige kommet hjem fra en uforglemmelig ferie, hvor du faldt pladask for en charmerende villa i det sydfranske, en rustik finca i Spanien eller et idyllisk italiensk landsbyhus? Eller er du bare nysgerrig på, hvordan man kan finansiere en bolig i udlandet? Her ser vi nærmere på, hvordan du kan låne penge til drømmeboligen uden for landets grænser.
Resume 💡
- Landets største realkreditinstitut Nykredit og danske banker som bl.a. Ringkjøbing Landbobank tilbyder lån til køb af bolig i udlandet i landene Spanien, Frankrig og Italien.
- Optagelse af lån gennem danske banker og realkreditinstitutter er typisk konkurrencedygtigt i forhold til at lånene pengene hos en bank i udlandet, men det er dyrere at låne til en bolig i udlandet end i Danmark.
Sådan låner man penge til en bolig i udlandet
At købe en bolig i udlandet kan være en drøm for mange, men det kan også være en kompleks proces, der involverer mange forskellige faktorer. En af de vigtigste overvejelser er, hvordan man finansierer købet. Kan man låne penge til bolig i udlandet hos danske banker og realkreditinstitutter?
Svaret er, at det kan man ikke alle steder, men det er bestemt muligt hos en række realkreditinstitutter og banker på det danske marked. Det er dog ikke alle steder i verden, at danske banker og realkreditinstitutter er klar til at finansiere boliger. Det er i udstrakt grad boliger hjemhørende i kendte feriedestinationer som bl.a. Spanien, Frankrig og Italien, som landets bankerne og realkreditinstitutterne ønsker at låne penge til.
Bolig i udlandet i Spanien og Frankrig
Hvis du ønsker at låne penge til en bolig i Spanien eller Frankrig, har du flere muligheder. En af dem er Nykredit, der er Danmarks største realkreditinstitut.
Nykredit oplyser på sin hjemmeside, at man gør det nemt og trygt for danske boligkøbere at købe drømmeboligen i disse lande. Det fremgår, at hele processen foregår på dansk, og Nykredit hjælper med kontakten til lokale myndigheder og rådgivere.
Nykredit oplyser videre, at man låner penge til at købe den bolig, du drømmer om på samme måde, som når du finansierer et boligkøb i Danmark. Der er altså tale om et lån på realkreditlignende vilkår, som vi kender fra det danske boligmarked.

Landets største bank, Danske Bank, oplyser også, at man er klar til at hjælpe kunder med at købe boliger i udlandet, men det fremgår ikke, hvilke lande banken er parat til at hjælpe med udenlandsboliger i.
Bolig i udlandet i Italien
Ringkjøbing Landbobank er en anden dansk bank, der tilbyder lån til køb af bolig i udlandet. Udover Spanien og Frankrig kan den vestjyske bank også finansiere boligkøb i Italien. Banken tilbyder realkreditlignende lån i udlandet gennem strategiske partnerskaber, hvilket betyder, at de kan belåne boliger i udlandet mod pant i ejendommen.
Hvis du har friværdi i din bolig i Danmark, kan man få et prioritetslån, hvor man har mulighed for at få udbetalt friværdien i den danske ejendom. Hvis værdien er tilstrækkeligt stor, kan den måske dække købsprisen for drømmeboligen i udlandet, fremgår det på bankens hjemmeside.

Ringkjøbing Landbobank understreger vigtigheden af at søge rådgivning, hvis du overvejer at købe en bolig i udlandet. Der kan være mange juridiske og økonomiske faldgruber, og udover at tale med banken om finansieringen, bør man også kontakte en advokat, der har specialiseret sig i at rådgive om udlandskøb.
Hvad koster det at låne penge til boligkøb i udlandet?
Imidlertid er det bestemt ikke gratis at låne penge til en bolig i udlandet. Omkostningerne kan variere afhængig af flere faktorer, herunder lånebeløb, løbetid, rente og bidragssats. For at give et eksempel så lad os se på et lån til en bolig i Spanien finansieret af Nykredit.
Vi tager udgangspunkt i et lånebeløb på lidt over 100.000 euro. Så hvis man omregnet til danske kroner vil låne 774.554 kr., kan man vælge mellem en løbetid på 10, 20 og 30 år. Her tager vi udgangspunkt i 20 og 30 år. Renten er i begge tilfælde variabel og tilpasses hvert kvartal.
Man skal kunne leve med højere gebyrer end på et dansk realkreditlån, da bidragssatsen i begge tilfælde er 2,10 pct. pr. år.
De samlede omkostninger varierer afhængigt af lånets løbetid. Med en løbetid på 30 år vil den årlige omkostning i procent (ÅOP) være 6,79 pct. og de samlede rente- og bidragsomkostninger i lånets løbetid vil være 850.879 kr., dvs. mere end det beløb man låner.
Hvis du vælger en kortere løbetid på 20 år, vil ÅOP stige til 7,01 pct., men de samlede rente- og bidragsomkostninger i lånets løbetid vil falde til 552.060 kr.
Denne type lån kan bedst sammenlignes med et F-Kort lån på det danske marked, hvor renten inkl. bidragssatsen for en typisk boligejer er i omegnen af 5 pct. Man betaler altså ca. 2 procentpoint mere i samlede årlige renteomkostninger for at købe bolig i udlandet sammenlignet med i Danmark.
Lån til bolig i udlandet gennem Nykredit (Spanien) | 30 års løbetid | 20 års løbetid |
Lånebeløb | 774.554 kr. | 774.554 kr. |
Kurs | 99 | 99 |
Rente | Variabel | Variabel |
Bidragssats pr. år | 2,10 % | 2,10 % |
ÅOP | 6,79 % | 7,01 % |
Rente og bidrag i lånets løbetid | 850.879 kr. | 552.060 kr. |
Lån gennem udenlandsk bank
Ifølge EU kan du i princippet også få et boliglån fra en långiver i et andet EU-land. Men dit bopælsland, arbejdssted og ejendommens beliggenhed kan have indflydelse på långiverens vurdering af låneansøgningen.
En del långivere vil således ofte ikke yde lån til ejendomme i udlandet eller til personer, der bor eller arbejder i et andet land end der, hvor banken ligger. Omvendt er det ikke tilladt at forskelsbehandle EU-borgere alene på baggrund af nationalitet, lyder det fra EU.
Hvordan vurderes din kreditværdighed?
Inden du tilbydes et lån, skal långiveren vurdere din kreditværdighed. De vil foretage en vurdering på grundlag af forskellige kriterier som bl.a. din økonomiske situation (aktiver, gæld osv.) og værdien af den ejendom, der stilles sikkerhed i. Du vil derfor bl.a. blive bedt om at oplyse din indkomst og øvrige privatøkonomiske forhold, så långiveren kan undersøge, om du er i stand til at betale lånet tilbage.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Læs mere om, hvad det koster at betale med kort i udlandet.
- Læs mere om, hvordan man kan skære en stor luns af sit boliglån med en såkaldt skrå konvertering.
- Læs mere om aktuelle renter og kurser på realkreditlån.
- Læs mere om, hvor meget det typisk koster at omlægge sit boliglån.
Konklusion👇
- At låne penge til bolig i udlandet gennem en dansk bank eller et dansk realkreditinstitut er muligt, men det kræver grundig forberedelse og forståelse for de forskellige faktorer, der spiller ind. Det er vigtigt at undersøge forskellige muligheder, sammenligne tilbud og forstå vilkårene for lånet og boligkøbet.