Er du også chokeret over de stigende priser på el? Her giver vi en række gode tips til, hvordan du kan nedbringe el-regningen, selvom strømpriserne generelt er stigende.
Resumé💡
Ved at planlægge sit forbrug, så man bruger strøm, når el-prisen er billigst, kan man spare mange penge på el-regningen. Strømpriserne kan man følge med i hos flere forskellige tjenester.
Tips og tricks til at nedbringe el-regningen
Inflationen har ædt sig fast i ikke alene Danmark, men mere eller mindre hele den vestlige verden. Det er særligt energipriserne, som er steget kraftigt, og da strømpriserne følger gaspriserne, som er banket i vejret, så rammer stigende el-regninger i øjeblikket mange danske husholdninger hårdt.
Der er imidlertid flere tips og tricks, man kan følge, hvis man ønsker at spare penge på strøm. Her dykker vi ned i de vigtigste forholdsregler, man skal kende til, hvis man ønsker at nedbringe sin el-regning.
Hvordan sparer jeg på elregningen?
Selvom flere måske tror det, så er el-prisen ikke konstant henover en given dag. Det vil sige, at der er nogle tidspunkter på dagen, hvor strømmen er relativ billig, og andre tidspunkter på dagen hvor strømmen er relativ dyr. Det afhænger ifølge Energistyrelsen bl.a. af, hvornår der produceres mest sol- og vindenergi.
Det kan man udnytte, hvis man har variabel el-pris. Ved at planlægge sit forbrug, så man i videst muligt omfang bruger strømmen, når den er billigst, så kan man spare en masse penge.
Ofte er strømmen mange gange billigere på bestemte tidspunkter på dagen, og her er det med at slå til og få ordnet de aktiviteter, som man skal bruge strøm til, f.eks. el-bil, vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, mv.
Hvis man ikke er hjemme på de tidspunkter af døgnet, hvor strømmen er billigst, kan man indstille nyere vaskemaskiner, tørretumblere, mv. til at starte, når man ønsker det.
Hvad er strømprisen i dag?
Der findes en lang række forskellige aktører, som offentliggør dagspriserne på strøm. Man kan f.eks. bruge tjenester som Elberegner.dk eller aura.dk. Det betyder ikke så meget, hvor man henter priserne fra, da der som sagt findes en lang række aktører, herunder energiselskaber, som offentliggør de aktuelle strømpriser.
Hvad tid på døgnet er el billigst?
Da strømpriserne bl.a. afhænger af, hvornår der produceres mest sol- og vindenergi, er der ikke noget fast tidspunkt, hvor strømmen er billigst. Dermed er det heller ikke sikkert, at strømmen er billigst om natten, som mange måske tror. Ifølge Energistyrelsen var strømmen i august 2022 typisk billigst i dagstimerne mellem 13-16.
Hvor meget kan man spare på strømmen?
På de billigste tidspunkter på dagen er strømmen ofte op til mindst halvanden gange billigere, end når den er dyrest. Andre gange er der endnu større forskel på de billigste og dyreste prispunkter på el på en given dag.
Hvis man samtidig forsøger at begrænse sit el-forbrug og undgå, at ens maskiner, tv, computer, mv., står på standby, er der potentielt muligt mere end at halvere ens el-forbrug. Derudover kan man gå på jagt efter det billigste el-selskab.

Hvor finder man det billigste el-selskab?
Som Pengejournalen tidligere har beskrevet, så kan man få et overblik priserne hos forskellige el-selskaber på portalen elpris.dk, som sammenligner priserne på tværs af en lang række forskellige el-selskaber.
Elpris.dk drives af myndigheden Forsyningstilsynet, som holder øje med el-selskaberne.
Hvis du vil vide mere… 📖
- Er du på udkig efter billigere el, så kan du i denne opgørelse af Pengejournalen blive klogere på, hvordan du kan spare penge ved at benytte det billigste el-selskab.
- Ønsker du gode råd til, hvordan du kan spare penge på benzin, kan du læse denne artikel af Pengejournalen.
- Er du interesseret i at vide mere om, hvordan man kan spare penge på sit madbudget, så har Pengejournalen skrevet en guide med 10 gode råd.
- Og i denne artikel gennemgår Pengejournalen fem spørgsmål, man bør stille sig selv, før man impulskøber.
Konklusion👇
- Der er mange penge at spare, hvis man planlægger sit forbrug, så man bruger strøm, når el-prisen er lavest.